Interview med ergoterapeut:
Dit område her på BNC:
Hvis du tænker på fagområde, så er jeg ergoterapeut og klinisk underviser. Inden for terapien arbejder jeg primært.
Dagligdag på BNC:
Bruger meget tid med de studerende. Men når jeg er patientrelateret, møder jeg ind kl. 8 om morgenen, læser journalerne igennem, deltager i morgenmøder med resten af teamet. Individuel træning med de forskellige patienter, middags pause og nogen gange er der nogle status møder eller mål møder eller andre ting. Journalskrivning og så er der træning igen over middag.
Kommunikation på tværs af faggrupperne:
Det er meget svært. Er lidt en flyver i huset, og svært at give et entydigt svar. Umiddelbart er kommunikationen god, men der hvor bristerne nogle gange ligger, er de forventninger, man har til de forskellige faggrupper, i forhold til hvad de skal udføre og hvis de ikke har samme forståelse og kendskab, så er det svært for folk at udføre det. Det er ikke nødvendigvis kommunikationen, den er galt med, men mere den manglende faglige kendskab.
Udfordringer i det tværprofessionelle arbejde:
De store udfordringer, synes jeg, ligger rigtig meget i, at vi er i et hus, hvor vi ved, at tværfaglighed er rigtig vigtig, hvor vi har at gøre med en patientkategori, hvor vi ikke kan rehabilitere optimalt, hvis vi ikke har tværfaglighed ind over. Der er bare stor forskel på viden omkring håndteringen af denne patientgruppe. For terapeuter fylder rehabilitering mere eller mindre hele uddannelsen, hvor det for plejepersonale er en meget lille del og nogle kommer måske ikke igennem det. Så nogle gange har terapeuterne nogle forventninger til plejepersonale, som de ikke har nogle faglige kundskaber at kunne leve op til. Og så er vi i et hus, hvor vi får fagligt udvikling. Terapien har ønsket en masse tværfaglige kurser som er relateret til denne patientkategori. Ikke fordi indsatsen skal gøres ens, for der skal være forskel på, om det er en ergoterapeut, fysioterapeut, SSA eller sygeplejerske. Vi skal have hver vores kerneområder, men der er også nogle ting, vi skal stå fælles om og der tror jeg, at der er nogle, der ikke er fagligt dygtige nok.
Din personlige mening til forbedringer:
Helt klart at lave flere tværfaglige kurser, undervise flere neurohabiliterende plejepersonale, fordi jeg synes generelt, at de halter bagefter, og jeg ved ikke, om det skyldes, at der ikke er samme kursusbudget. Når man kommer på det her sted, må rehabilitering være målet og noget, man gerne vil arbejde med, men de er bare ikke så veluddannet i den tankegang, som vi er. Og det bliver derfor svært at rehabilitere tværfagligt, fordi man har en forventning til plejepersonale, som de ikke har mulighed for at leve op til og så ryger kommunikationen. Jeg kunne sagtens finde noget plejepersonale, der vil udvikle sig i den tankegang. Rehabilitering fylder meget lidt i plejepersonalets uddannelse og derfor er det klart, at deres tankegang falder tilbage til pleje i stedet for rehabilitering. Og det har vi ikke brug for, eller jo, det har vi også brug for, men det er ikke det, der fylder. Når patienterne bliver mere eller mindre medicinsk ustabile eller bare skal plejes/nurses, bliver de flyttet herfra, og på den måde hænger det ikke sammen. Hvis man er her, kræver det en hel del efteruddannelse af plejepersonale, fordi vi ved, at det ikke er en del af grundpakken, de får fra skolerne af. Men ja, flere kurser og flere tværfaglige kurser i huset. Der skal være én i huset, der skal styre det. Den faglige udvikling i huset skal styres af en overordnet.
Værdier:
Kigger også på det hele menneske. Og går meget op i, hvad patienten gjorde før skaden, for det er det, de skal vende tilbage til. Ser patienterne som det hele menneske, men presser grænserne, altså i forhold til hvis patienterne er trætte. kl. 8 om morgenen, læser journalerne igennem, deltager i morgenmøder med resten af teamet. Individuel træning med de forskellige patienter, middags pause og nogen gange er der nogle status møder eller mål møder eller andre ting. Journalskrivning og så er der træning igen over middag.
Kommunikation på tværs af faggrupperne:
Det er meget svært. Er lidt en flyver i huset, og svært at give et entydigt svar. Umiddelbart er kommunikationen god, men der hvor bristerne nogle gange ligger, er de forventninger, man har til de forskellige faggrupper, i forhold til hvad de skal udføre og hvis de ikke har samme forståelse og kendskab, så er det svært for folk at udføre det. Det er ikke nødvendigvis kommunikationen, den er galt med, men mere den manglende faglige kendskab.
Udfordringer i det tværprofessionelle arbejde:
De store udfordringer, synes jeg, ligger rigtig meget i, at vi er i et hus, hvor vi ved, at tværfaglighed er rigtig vigtig, hvor vi har at gøre med en patientkategori, hvor vi ikke kan rehabilitere optimalt, hvis vi ikke har tværfaglighed ind over. Der er bare stor forskel på viden omkring håndteringen af denne patientgruppe. For terapeuter fylder rehabilitering mere eller mindre hele uddannelsen, hvor det for plejepersonale er en meget lille del og nogle kommer måske ikke igennem det. Så nogle gange har terapeuterne nogle forventninger til plejepersonale, som de ikke har nogle faglige kundskaber at kunne leve op til. Og så er vi i et hus, hvor vi får fagligt udvikling. Terapien har ønsket en masse tværfaglige kurser som er relateret til denne patientkategori. Ikke fordi indsatsen skal gøres ens, for der skal være forskel på, om det er en ergoterapeut, fysioterapeut, SSA eller sygeplejerske. Vi skal have hver vores kerneområder, men der er også nogle ting, vi skal stå fælles om og der tror jeg, at der er nogle, der ikke er fagligt dygtige nok.
Din personlige mening til forbedringer:
Helt klart at lave flere tværfaglige kurser, undervise flere neurohabiliterende plejepersonale, fordi jeg synes generelt, at de halter bagefter, og jeg ved ikke, om det skyldes, at der ikke er samme kursusbudget. Når man kommer på det her sted, må rehabilitering være målet og noget, man gerne vil arbejde med, men de er bare ikke så veluddannet i den tankegang, som vi er. Og det bliver derfor svært at rehabilitere tværfagligt, fordi man har en forventning til plejepersonale, som de ikke har mulighed for at leve op til og så ryger kommunikationen. Jeg kunne sagtens finde noget plejepersonale, der vil udvikle sig i den tankegang. Rehabilitering fylder meget lidt i plejepersonalets uddannelse og derfor er det klart, at deres tankegang falder tilbage til pleje i stedet for rehabilitering. Og det har vi ikke brug for, eller jo, det har vi også brug for, men det er ikke det, der fylder. Når patienterne bliver mere eller mindre medicinsk ustabile eller bare skal plejes/nurses, bliver de flyttet herfra, og på den måde hænger det ikke sammen. Hvis man er her, kræver det en hel del efteruddannelse af plejepersonale, fordi vi ved, at det ikke er en del af grundpakken, de får fra skolerne af. Men ja, flere kurser og flere tværfaglige kurser i huset. Der skal være én i huset, der skal styre det. Den faglige udvikling i huset skal styres af en overordnet.
Værdier:
Kigger også på det hele menneske. Og går meget op i, hvad patienten gjorde før skaden, for det er det, de skal vende tilbage til. Ser patienterne som det hele menneske, men presser grænserne, altså i forhold til hvis patienterne er trætte.
Interview med fysioterapeut
Dit fagområde på BNC?
Jeg er fysioterapeut og samtidig klinisk vejleder her på stedet. Jeg har sådan en dobbelt rolle, hvor noget af tiden kun har med de studerende at gøre og hvor jeg resten af tiden arbejder med patienterne.
En almindelig dag på BNC?
En almindelig dag hvis jeg er i teamet, foregår det sådan at vi hver morgen har et gruppemøde i teamet. Vi er jo delt op i 4 grupper her på de 2 plan, hver gruppe mødes hver morgen et kvarter og har et kort møde, hvor vi hurtigt snakker patienterne igennem, i forhold til om der er noget om dagen vi skal være opmærksomme på, eller hvis der er en tid der skal flyttes eller andre småting. Og så er der 1 gang ugentligt vi har konference, lidt længerevarende, 3 kvarter, hvor vi gennemgår alle patienterne i gruppen. Der er det mere tværfaglig snak i forhold til hvordan det går og hvor lang tid patienterne skal være her og hvad tænker vi evt. når de skal udskrives. Hvor skal de hen?
En typisk dag for mig er jo træning med patienterne, enten formiddag eller eftermiddag og så er det selvfølgelig en masse tværfaglig kommunikation med plejen, i forhold til hvordan man har oplevet patienten i dag. Det kan være hvis patienten er mere træt i dag, man til spørger en fra plejen om de har oplevet det samme eller om de ved noget i forhold til om de har sovet dårligt måske. Der er mange tværfaglige små elementer i løbet af dagen, udover det skemalagte.
Hvordan oplever du kommunikationen med sygeplejersker osv.?
Jamen jeg oplever den som ganske fin, men det jeg oplever fra vores side er, at vi bevidst eller ubevidst kommer til at tage styringen lidt, sådan at sygeplejerskerne ikke kommer lige så meget på banen som det var ønskværdigt. Selve kommunikationen er fin, men nogle gange kunne man godt ønske at sygeplejerskerne kom lige så meget på banen, som terapeuterne gjorde fordi de lidt har en tendens til det skal være os der styrer det hele.
Det har jo også noget med kultur at gøre og hvordan det har været i mange år. Vi har prøvet alle mulige strategier for at ændre den her kultur, men det er ikke lykkes sådan super godt vil jeg sige. Jeg kunne godt ønske de kom mere på banen i forhold til deres oplevelser af patienterne, hvad for nogle problemstillinger de ser, for mange af dem har jo mange års erfaring, mange af dem også flere end mig. Nu har jeg jo været her i 8 år, men der er nogle der kun har været her i 1 år, som er mere på end de erfarne sygeplejersker, der har været her i 15-20 år. På den måde kunne jeg godt tænke mig de bød lidt mere ind med de problemstillinger de også ser, så det ikke skal være terapeuterne der starter hver gang.
Så det er sådan lidt et problem synes du?
Ja det er sådan lidt et problem, eller en udfordring der skal løses. Vi har jo også gjort rigtig mange tiltag for det, vi har jo sådan et projekt vi kører. Eller projekt er det ikke, mere sådan en ramme for hvordan vi strukturerer indlæggelsen af patienterne og hvordan vi tager imod dem. Der sidder vi jo sammen. Der er situationer hvor vi skal være hurtige til at sætte mål for patienterne og der sidder vi jo selvfølgelig sammen med plejepersonalet. Der er det jo også en del af det, at plejen kommer ind med nogle mål, så alle målene ikke bare er et fys mål eller ergo mål, at der også er noget i forhold til bad, selvhjulpenhed i forhold til at komme i tøjet osv.
Er det noget du er gået videre med?
Ja, det er noget vi har snakket om mange gange og vi har prøvet i forhold til den konference jeg omtalte, at plejepersonalet skulle komme på banen før fysioterapeuter. De skulle åbne op og fortælle hvordan de oplevede forløbet med patienten. Det er gjort på Frederikshavn sygehus med udmærket succes, fordi de oplever de samme udfordringer. Det døde bare rimelig hurtigt ud her.
Hvilke værdier arbejder i ud fra?
Det er meget de samme værdier som plejepersonalet. Det jeg mest arbejder ud fra, er den her rehabilitering der forgår her. Noget at det der bliver brugt meget, er det der hedder brugbare koncepter, som har den tankegang, at der er sådan en 24 timers rehabilitering, forstået på den måde at alt er træning og det er vigtigt at alle i det tværfaglige team støtter op omkring de beslutninger der bliver taget og forflytninger. Hvile er fx vigtig. Hvis de ikke er udhvilet, kan de ikke klare træningen næste dag. Meget 24 timers tankegang.
Interview med Social - og sundhedsassistent
Dit område her på BNC ?
Jeg er social og sundhedsassistent og mit kerneområde er neurorehabilitering. Vi følger op på alle de ting ergo - og fysioterapeuter sætter i gang og vi har et meget tæt samarbejde med dem. Der bliver sat nogle mål. Det kan være lige fra at smøre en mad, til at kunne gå selvstændigt. Dette er et af mine kerneområder.
En almindelig dagligdag for dig ?
Jamen den starter jo med patienterne bliver kaldt på kl. 7 og så måler vi nogle værdier på dem, toks-værdier. Så kommer de ud i bad hvor vi guider dem, alt efter hvor meget de kan. Derefter går vi ned og spiser morgenmad. Vi giver også medicin til patienterne. Nogen bliver guidet dernede og skal have hjælp til at spise og så er der jo morgenmøder kl. halv 9 hver morgen, hvor terapeuterne bruger 10 min på at gennemgå patienterne. Så skal der gives drikkevarer og så skal der gives kaffe og så er der stuegang hvor vi egentlig tager vores egne patienter. Jeg er fx primær kontaktperson for 2 patienter og så er det meget dem jeg koncentrerer mig om. Hvis vi er 4 på arbejde prøver vi at dele ud efter hvem der kender patienterne bedst.
Så vil der være målmøde, der kan være statusmøde med familien hvor vi drøfter hvad der er sket under indlæggelsen og hvad der skal ske fremadrettet. Så kommer de ind og hvile til middag og det er så der vi bruger tid på at skrive. Når de har hvilet skal de gøre sig klar til træning og have noget at drikke, nogen skal måske have hjælp til at spise og så slutter vores dag der 14.24. Det er det den almindelige dagligdag går med.
Så nævnte du i var i teams?
Ja, det er et team der består af social og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og en tale pædagog. Og så kan vi jo trække en socialrådgiver ind hvis det bliver nødvendigt. Der er også en neuropsykolog tilkoblet, men det er mere med henblik på de patienter der skal på arbejdsmarkedet de prioriterer. Og selvfølgelig de meget svære patienter hvis vi har svært ved hvilken tilgang vi skal benytte os af. Derudover har vi også diætister vi kan trække på.
Hvordan oplever du selv kommunikationen mellem jer faggrupper?
Jamen jeg synes faktisk den er rigtig god. Nu kender vi jo hinanden rigtig rigtig godt og nogen af os har været her i rigtig mange år, så jeg synes faktisk den er god. De fleste er her jo i rigtig mange år, så der er en grund til at folk ikke flygter herfra. Vi kan jo godt være uenige om nogle ting, men så plejer vi at få en dialog i gang. Det er mere omkring det faglige hvis der er nogle ting.
Har du oplevet noget som kom på tværs af samarbejdet?
Jeg vil ikke sige på tværs, men vi har hvert vores kerneområde som vi værner om. Terapeuterne tænker meget træning ind, hvor vi også har andre ting ind over. Det kan være patienten synes det er lige hårdt nok med 3 kvarters træning, fordi der er mange andre ting efter hende. Det kan være en 90 årig dame, som måske er ved at få en infektion. I sådanne situationer kan det godt være vi lige tænker, arg måske træningen lige skal sættes lidt ned. Vi ser måske mere bredt på det.
Hvad gør i så i sådan en situation?
Der får vi simpelthen en dialog i gang og så er det den der passer patienten den dag, der må ind og argumentere hvorfor det er sådan og heldigvis kan de jo godt forstå det i de fleste tilfælde. Vi er også uddannet meget i neurorehabilitering, så vi ser jo også den side og har et mere bredt perspektiv på det, hvor de mest tænker træning. De er jo ikke uddannet i sygdomme og sådan noget. Det hele plejer dog at gå helt stille og roligt.
Ser du nogen problemer i det tværprofessionelle arbejde?
Overhovedet ikke. Nu får vi jo patienterne før og de er faktisk ikke indlagt ret lang tid på det akutte. Vi kan få dem på tredjedagen og så kan de være meget trætte når de kommer her. Derfor skal vi hjælpe dem med at spise og det kan måske tage en halv time. Der kan være nogen, der kommer med sonde, de skal også have et hvil i løbet af dagen. Der skal virkelig meget koordinering til for de kan få det hvil og derudover skal de jo også have noget at spise, på toilettet og lige have lagt en træning ind. Hvis der til tider bliver lagt 2 træninger ind og formiddagen, må vi simpelthen bede dem ligge en ind om eftermiddagen i stedet for, da der også være plads til det hvil. Dette plejer vi at snakke os lidt frem til og det plejer at gå helt fredeligt.
Din personlige mening om forbedringer i det tværprofessionelle?
Det er igen tid og økonomi der spiller ind. Nu laver ergo - og fysioterapeuter jo de uge-sedler og det skal de også gøre, da det er dem der træner, men det kunne måske være en ide at vi var med i planlægningen af de uge-sedler, da vi er opmærksomme på nogle ting ved patienten de ikke er.
De kunne fx, når de sidder for sig selv og booker træning ind ved patienterne, kommunikere mere med vores faggruppe og se hvordan det passer med patientens hviletid og andre ting.
Hvilke værdier I arbejder ud fra?
Vi arbejder jo ud fra det enkelte menneske i centrum hele tiden og inddrager patienten i det omfang det er muligt. Pårørende er også meget vigtige, for hvad er det patienten skal tilbage til? Hvis det fx er en patient der aldrig nogensinde har været aktiv, er det måske ikke sådan en man skal sætte til at løbe et maraton bagefter. Vi ser det hele menneske for at kunne lave de mål vi gør og vi har patienten med i alt. Det er de værdier vi arbejder ud fra.
