Analyse

Analyse af interview 

Vi har interviewet 3 faggrupper på BNC, som et led i vores tværfaglige projekt.

Vi interviewede en fysioterapeut, en ergoterapeut og en social - og sundhedsassistent.

De fortalte alle 3 at de mente kommunikationen på stedet var god, dog så de hver især nogle små udfordringer, som de ofte stødte på under deres tværprofessionelle samarbejde.

På BNC arbejder alle professioner tæt sammen og er blandet i såkaldte teams. De deler deres viden og erfaring med hinanden og mange af deres ansatte har været der i mange år.  På trods af vores opfattelse om en god arbejdsplads for alle, fik vi også udpeget nogle ting fra hver profession, som de gerne så anderledes.

Social - og sundhedsassistenten var afgjort hende, som så færrest udfordringer i samarbejdet. Hun havde til at begynde med, kun rosende ord, men dog sagde hun at de som plejepersonale ofte oplever situationer hvor de er i stand til at se tingene i et større perspektiv end fys- og ergoterapeuterne. Hun nævnte et eksempel med en 90-årig dame, som var meget træt og ikke orkede sin træning. Plejepersonalet havde i denne situation en større evne til at se hendes behov, hvor ergo- og fysioterapeuter havde mere fokus på træning og fremgang. Situationer som denne, mente hun kunne være en lille udfordring, men ikke større end hvad en almindelig dialog kunne rette op på.

Vores interview med fysioterapeuten, åbnede op for nogle udfordringer vi ikke havde forudset. Han mente som social - og sundhedsassistenten, at deres kommunikation var fin, men at ”taletiden” i grupperne var forkert delt ud. Plejepersonalet kom ikke nok på banen under deres morgenmøde, de sagde aldrig noget, på trods af den store rolle de har i patienternes hverdag på BNC. Det var blevet en uskreven regel, at de som fys- og ergoterapeuter altid skulle føre ordet under møderne, hvilket han mente var uhensigtsmæssigt. Ofte oplevede han personale, som kun havde arbejdet der i 1 år, kom mere på banen end en sygeplejerske med 20 års erfaring på stedet.

Det er en udfordring, da det mange gange er plejepersonalet, som har det bedste kendskab til patienterne. De passer dem i hverdagene og har mange flere timer sammen med dem end ergo- og fysioterapeuterne.

Efter mange forskellige indtryk og delte opfattelser af samarbejdet på BNC, havde vi til sidst et interview med en ergoterapeut.

Ergo- og fysioterapeuter arbejder tæt sammen i dagligdagen, de deler kontor og er hinandens sparringspartnere.  Selvom de arbejder så tæt sammen, havde de alligevel forskellig opfattelse af de udfordringer der måtte vise sig i det tværfaglige samarbejde.

Ergoterapeuten så udfordringen i det faglige. Hun havde en opfattelse af manglende viden fra plejepersonalet, når det kom til neurorehabillitering. ”De er ikke undervist i neurorehabillitering som vi ergo- og fysioterapeuter er, hvilket kan besværliggøre samarbejdet i mellem professionerne.” Dette er en noget anden opfattelse end Social - og sundhedsassistenten havde. Hun mente at de, som plejepersonale, havde en del erfaring med neurorehabillitering og at dette var en af årsagerne til deres brede perspektiv til patienterne.

Der er tydeligvis ikke helt den samme opfattelse af den viden de forskellige professioner har. Ergoterapeuten mener dog at selve kommunikationen er ok, men det er de forventninger man har til de andre faggruppers viden og kendskab til tingene, der kan give udfordringerne. Hvis man fx som ergoterapeut forventer at plejepersonalet har en vis kendskab til et bestemt område og det så alligevel viser sig ikke at være tilfældet, har vi udfordringen. Ikke alle faggrupperne har den samme viden indenfor neurorehabillitering og det er en stor mangel i vores tværfaglige hverdag.

(10)

Tværfagligt neurorehabilitering 

ABC-konceptet er forkortelse af Affolter, Bobath og Coombes, som er en tankegang, som især ergoterapeuter arbejder ud fra.

Affolter tager udgangspunkt i opfattelsesforstyrrelser, dvs. de kognitive og senmotoriske funktioner udvikles kun optimalt, hvis sanserne er i orden. Der bliver taget udgangspunkt i vejledning i almindelige daglige aktiviteter, hvilket er med til at hjælpe personen med at skabe forståelse i og med sin omverden. Der er forskellige måder at vejlede på, og det afhænger af tid, sted og personerne (den der vejleder og den vejledede personens funktionsniveau). Der arbejdes med personens følesans og bevægelsesevne, når der vejledes.

Målene for Affolter-konceptet er at forbedre hjernens evne til at organisere sanseindtryk, at normalisere muskelspændinger, at den vejledede oplevelse lagres i hukommelsen, at øge kontrollen over egne bevægelser, at forbedre opmærksomheden, koncentrationen og hukommelsen og at opleve kroppen og hjernen som en helhed.

Bobath er en teori, som bygger på, at hjernen hele tiden er i stand til at lære (plasticitet). På den måde er det muligt for hjernen at bruge uudnyttede ressourcer efter en hjerneskade til at genskabe og indlære de tabte senmotoriske færdigheder, dvs. de motoriske og kropslige handlinger som bygger på en reaktion fra en påvirkning. Der bliver derfor taget udgangspunkt i normale bevægelser. Centralnervesystemet opfattes som et organ, der påvirkes af forskellig stimulering fra omgivelser og selve kroppen. Formålet med Bobath-konceptet er at skabe en normal spændingstilstand i musklerne. Dette sker ved at fremme de normale bevægelser og hæmme unormale bevægelser. Det kan gøres ved at regulere på spændingen i musklerne, fremme evnen til at opfatte forskellige påvirkninger, skabe symmetrisk eller ret kropsholdning, som gøres ved at få begge kropshalvdele til at samarbejde, forhindre sygdomsfremkaldte bevægelser/stillinger og gøre selvstændige bevægelser mulige. Bobath er et 24-timers koncept, hvilket vil sige, at musklernes spændingstilstand skal påvirkes i alle døgnets timer. Dette kan gøres ved at ændre på stillinger og bevægelser med målrettede funktioner, fx ved at lejre i antispastiske mønstre, fremme og vejlede. Hvis en patient får behandling, der er taget udgangspunkt i Bobath, er det vigtigt, at behandlingen videregives til de pårørende og andre, som har med personen at gøre i dagligdagen, og på den måde vil man opnå en bedre effekt af behandlingen.

Coombes-konceptet har fokus på ernæring: oral, nonoral eller en kombination. Om patienten får tilstrækkeligt mængde væske og føde. Der bliver også fokuseret på sundheden i en god mundhygiejne, så der ikke kommer huller i tænderne eller svamp i mundhulen. Derudover kigger man på social interaktion, især den nonverbale kommunikation, som bl.a. udgør 90 % af de ting, vi siger. Nonverbal kommunikation består mimik, kropssprog og gestikulation. Vejrtrækningen, stemmen og evnen til at udtale og danne sproglyde vil også være et fokuspunkt i Coombes-konceptet. (7) 

Ud fra interviews med de forskellige faggrupper på BNC virker det ikke til, at ABC-konceptet ikke er en del af den daglige rutine for alle faggrupper. Primært arbejder ergoterapeuterne og fysioterapeuterne ud fra konceptet, men sygeplejerskernes tankegang er ikke helt den samme. Det giver udfordringer i det tværprofessionelle samarbejde, når de forskellige faggrupper ikke har den samme forståelse og tankegang. Hvis man gjorde ABC-konceptet som en del af den daglige rutine på BNC, ville man kunne styrke det tværprofessionelle arbejde, da alle faggrupperne ville have den samme tankegang omkring neurorehabilitering. Ifølge ergoterapeuten har sygeplejerskerne for lidt viden omkring neurorehabilitering, og det kunne være en hjælp, hvis sygeplejerskerne fik indblik i Affolter, Bobath og Coombes. Sygeplejerskerne kunne ved hjælp af forskellige kurser, gerne tværfaglige kurser, få indblik i hvilken måde, ergoterapeuterne og fysioterapeuterne arbejder på. Igennem de tværfaglige kurser ville ergoterapeuterne og fysioterapeuterne kunne få indblik i sygeplejerskernes og sosu-assistenternes tankegang. Det er vigtigt, at de forskellige faggrupper får indblik i hinandens tankegang og forståelse. På den måde ville man kunne undgå de udfordringer, der kunne opstå i forbindelse med de forventninger, man har til hinanden på tværs af faggrupperne.

Andre forbedringer til det tværprofessionelle samarbejde kunne være, at man lavede et fælles kontor i stedet for, at de faggrupperne har hver deres kontor. Det vil på den måde være nemmere at snakke sammen om patienterne, da man deler kontor. Og det vil hele tiden være muligt at kunne komme i kontakt med nogen fra den anden faggruppe, hvis man har spørgsmål til en patient. (2, p. 37-50)